Donald Trump satte i går verdensrekorden i hurtigst muligt at annoncere, forsvare, forklare, glemme og aflyse en økonomisk politik — på under 24 timer. Ifølge Det Hvide Hus’ pressetjeneste (en halv time gammel Twitter-profil) foreslog Trump en 20 procents afgift på al søtrafik gennem Hormuz-strædet. “Det er en genial idé,” sagde han til pressen klokken 09:15. “Jeg fandt på den lige nu, og jeg har aldrig været så sikker på noget.”

Klokken 11:30 samme dag, i et interview med Fox News, erklærede Trump at afgiften var “den største no-brainer i amerikansk historie.” Klokken 14:00, under en tale i Ohio, kaldte han den for “en gammel, kedelig idé, som ingen gad høre om.” Og klokken 16:45, på vej ud af et møde, sagde han til journalister: “Jeg ved ikke, hvad I taler om. Hormuz? Jeg elsker Hormuz. Stedet. Det er et smukt navn. Måske skulle vi kalde det noget andet.”

“Jeg har altid sagt, at man skal være hurtig til at træffe beslutninger. Men man skal være endnu hurtigere til at træffe nye beslutninger, så man kan nå at skifte mening, før nogen når at blive sure. Det er strategi. Det hedder Trump-skak.”

Økonomer er forundrede, men mest fordi de ikke kan finde ud af, hvad de skal analysere. “Normalt kan vi i hvert fald kritisere en lov, når den er vedtaget,” udtalte professor Lars H. Svindel fra CBS i en mail, der efterfølgende blev slettet. “Her er der intet at kritisere, fordi der intet er. Det er nærmest en performancekunst.”

Trump afsluttede dagen med at tweetede et billede af Hormuz-strædet med teksten “AMERIKA FØRST — men vi er også meget fleksible,” og slet det derefter. Det fremgår ikke, om hans telefon var gået i strømbesparende tilstand, eller om han havde set et fjendtligt tweet om en andens golfrunde.

I en kommentar til situationen udtalte en talsmand for den iranske regering, at de “ikke aner, om USA har indført en told eller ej, men at de under alle omstændigheder planlægger at ignorere den, hvis nogen spørger.” Trump svarede ikke på henvendelsen, da han var i gang med at annoncere en told på canadisk smelteost, som han senere kaldte “en vittighed, I bare ikke fatter.”